METAKOGNITIV TERAPI
Specialiseret i metakognitiv terapi
Jeg er autoriseret psykolog, er specialiseret i metakognitiv terapi på baggrund af tre års efteruddannelse i England hos udvikleren af metoden, Professor Adrian Wells. Jeg har beskæftiget mig med metakognitiv terapi siden 2018 og har erfaring med at arbejde med både børn og voksne.
Derudover har jeg en Ph.d.-grad fra Aarhus Universitet (2021-2024), hvor jeg har samarbejdet med psykologer og forskere fra ind- og udland, herunder udvikleren Prof. Adrian Wells selv, om at evaluere metakognitiv terapi til børn og unge med angst og depression.
Tanker er flygtige
Vi oplever alle negative, ubehagelige og til tider upassende tanker. Vi kender også alle til følelsen af angst, nervøsitet og tristhed. Det er helt normalt, og for de fleste er det ikke noget problem.
Tanker og følelser er kortvarige og forbigående af natur. Det helt store spørgsmål er derfor, hvorfor nogle mennesker oplever vedvarende psykisk mistrivsel?
Sindet er selvregulerende
Metakognitiv terapi er udviklet af Adrian Wells, der er Professor ved University of Manchester, og er solidt funderet i årtiers forskning i den menneskelige psyke. Denne forskning peger på, at psyken er selvregulerende. At tanker og følelser er flygtige af natur, og at vores sind altid søger mod mental balance, uden vi behøver at foretage os noget.
Du kender det allerede fra et sår på kroppen. Helt uden din indblanding, heler såret af sig selv. Det svier eller bløder måske og afgiver fysiske symptomer, men det går i sig selv igen over tid. I hvert fald så længe at du ikke kradser og piller i såret. På samme måde lader vores sind til at fungere; først når vi blander os i sindets egen selvregulering, risikerer vi at udvikle vedvarende symptomer på psykisk mistrivsel.
-
Måske du kender til et eller flere af følgende udsagn:
- Du har svært ved at løsrive dig fra vante tanke- og handlemønstre
- Du kæmper jævnligt med tilstedeværelsen af tanker, følelser eller symptomer
- Du har svært ved at være nærværende i hverdagen
- Du kan ikke styre dine bekymringer eller negative tankemønstre
- Du oplever vedvarende tristhed eller manglende overskud
- Du er plaget af tankemylder og oplever problemer med at sove
- Du oplever vedvarende ængstelighed eller stresssymptomer
- Du lader dig holde tilbage af negative tanker og bekymringer
Skurken er opmærsomheds-syndromet “CAS”
Faktisk opdagede Adrian Wells og kollegaer en helt særlig tænkningsstil eller opmærksomhedssyndrom, kaldet Cognitive Attentional Syndrome eller “CAS”. Dette opmærksomhedssyndrom består af overtænkning, trusselsfokusering og coping strategier, som giver bagslag. Sådanne strategier kunne være forsøg på at fjerne ubehagelige tanker og følelser eller forsøg på helt at undgå dem. Sådanne strategier giver blot giver øget opmærksomhed til de uønskede tanker og følelser og ender med at forlænge og forværre din følelsesmæssige respons, såsom eksempelvis angst, stress eller tristhed.
Faktisk svarer det til at blive ved med at pille i såret på kroppen. Når du blander dig ved at give dine tanker og følelser overdreven opmærksomhed, forstyrres sindets selvregulering. Stik mod vores intention, ender vi med at forværre de oplevelser, som vi måske i første omgang ønskede at komme af med.
Less is more
Baseret på den metakognitive teori og forskning er det altså ikke indholdet af dine tanker, der er problemet, men snarere måden du håndterer dem på, der over tid kan forårsage psykisk mistrivsel. Det betyder, at jo mindre du gør, des bedre. Less is more, som udvikleren af metakognitiv terapi siger.
Et fleksibelt forhold til tanker og følelser
Metakognitiv terapi er en nyere, evidensbaseret terapiform som tillader effektiv, kortvarig og skånsom behandling af angst, stress og depression. Metakognitiv terapi er udviklet til at give dig et mere hensigtsmæssigt forhold til dine tanker og følelser. Ikke ved at tale om dem og bearbejde dem, men ved at udforske og udfordre dit forhold til dine tanker og ved at ruste dig med mere hensigsmæssige måder at håndtere dem på. Dette med henblik på at dit sind igen kan vende tilbage til balance og du igen kan opleve mental trivsel og høj livskvalitet.
Vil du også være mester i håndtering af dit tanke- og følelsesliv?
Kunne du tænke dig stabil mental trivsel på tværs af hverdagens og livets udfordringer? Ikke være hæmmet af ængstelighed, gamle tankemønstre, manglende overskud eller andre symptomer på angst, stress eller depression? Så kan det være, at metakognitiv terapi er noget for dig. Du kan læse mere om, hvad jeg tilbyder her.