Metakognitiv terapi er en nyere, psykologisk behandlingsmetode, som er baseret på et solidt videnskabeligt fundament og en grundlæggende teori om psykisk lidelse. Den metakognitive teori peger på, at det ikke er indholdet af tanker, der skaber vedvarende mistrivsel – men måden vi forholder os til dem på. På den måde står metoden i kontrast til hvordan vi hidtil har forstået og behandlet psykiske problemstillinger på.
Metakognitiv terapi er en veldokumenteret metode til behandling af blandt andet angst og depression hos voksne, og nyere forskning viser, at det er en lovende behandling for børn og unge, der døjer med bekymringer, angst og tristhed.
Tanker og følelser er forbigående
Vi oplever alle negative tanker. Vi kender også alle til følelsen af angst, nervøsitet og tristhed. Det er helt normalt, og for de fleste er det ikke noget problem. Tanker og følelser er kortvarige og forbigående af natur. Så hvorfor oplever nogle mennesker vedvarende symptomer på psykisk lidelse?
Et overtænkningsproblem
Metakognitiv terapi er funderet i årtiers forskning, som peger på, at vedvarende symptomer på psykisk mistrivsel opstår som en konsekvens af et vedvarende og ufleksibelt fokus på tanker og følelser.Forskere har opdaget en særlig tanke- og reaktionsmønster kaldet det kognitive opmærksomhedssyndrom – også kaldetCAS – som består af bekymringer, grublerier, trusselsovervågning og coping strategier (eks. undgåelse), der giver bagslag. Det svarer ganske enkelt til at klø i et myggestik. Jo mere vi klør, des værre bliver det. Stik mod intentionen, ender man med at forværre de tanker og følelser, som man måske i første omgang ønskede at komme af med. Lader vi det derimod myggestikket være i fred, går det i sig selv igen.
Drivkræften bag CAS
En særlig type overbevisninger lader til at være drivkraften bag dette uhensigtsmæssige tanke- og reaktionsmønster (CAS), nemlig “metakognitive overbevisninger”. Det vil sige, de overbevisninger, vi har om vores egen tænkning. Forskerer har overordnet identificeret to typer af sådanne overbevisninger, henholdsvis (1) negative overbevisninger om, at bekymring er ukontrollerbart og farligt, og (2) positive overbevisninger om, at det er hjælpsomt at bekymre sig, analysere sine problemer, eller bruge andre CAS-strategier.
Fokus på tankeprocesser
Metakognitiv terapi har derfor fokus på at identificere og udfordre de metakognitive overbevisninger, der fastholder uhensigtsmæssige tanke- og adfærdsmønstre. I kontrast til klassisk kognitiv adfærdsterapi, hvor fokus er på at realitetsteste indholdet af tanker, fokuserer metakognitiv terapi altså tankeprocesser.
Langsigtede mentale strategier
I metakognitiv terapi er der fokus på at udvikle et mere hensigtsmæssigt forhold til tanker og følelser. Ikke ved at tale om dem og bearbejde indholdet af dem, men ved at udforske og udfordre, hvordan du forholder dig til dem, og ved at ruste dig med mere hensigsmæssige mentale strategier.
Er du interesseret i behandling med metakognitiv terapi?
Kunne du tænke dig stabil mental trivsel på tværs af hverdagens og livets udfordringer? Ikke være hæmmet af angst, tristhed, gamle tankemønstre, eller manglende overskud? Så kan det være, at metakognitiv terapi er noget for dig. Du kan læse mere om, hvad jeg tilbyder her.